Det er ikke nok kun at satse på viden og kreativitet - vi skal også bevare almindelige produktionsjob, hvor folk står med forklæde og hårnet ved lange samlebånd.
Sådan lyder det fra i dag i en ny kampagne, der vil gøre op med forestillingen om den internationale arbejdsdeling: produktion i Kina og viden i Danmark.
Bag kampagnen står Provinsindustriens Arbejdsgiverforening (PA), der består af 550 danske produktionsvirksomheder som eksempelvis Danfoss og Grundfos.
"Det er samspillet mellem forskning og produktion, der skaber værdi for samfundet, og hvis man henlægger produktionen til udlandet, flytter forskning, viden og udvikling med. I mange år har der været fokus på, at Danmark i fremtiden skal leve af viden- og servicevirksomheder, men sandheden er, at det i mindst lige så høj grad er produktionsvirksomhederne, der kommer til at bære fremtidens vækst," siger Bo Stærmose, der er formand for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening.
Flere politikere, økonomer og eksperter har også fået øjnene op for, at vi ikke kan leve af viden alene.
Senest har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) udtalt til Berlingske, at "vi skal væk fra det dogme, at vi i fremtiden kun skal leve af viden. Danmark skal også være et produktionsland. Og første skridt er en erkendelse erhvervsliv og politikere imellem."
Ifølge Bo Stærmose går det forrygende med dansk produktion.
"Alt for mange er af den opfattelse, at dansk produktion er på retur, men det er ikke korrekt. Sandheden er, at produktionsindustrien er den branche, der har haft størst vækst i produktiviteten i de sidste 15 år. Faktisk kommer over halvdelen af de penge, som bliver tjent hjem til Danmark fra dansk produktion. Derfor vil vi informere danskerne om den store værdi, produktionsvirksomhederne og deres 350.000 medarbejdere tilfører vores samfund," siger han.
Som en del af kampagnen vil man fra i dag af og fire uger frem kunne se reklamer i tv og annoncer om dansk produktion i både regionale og landsdækkende aviser.