Vi har også atomproblemer i Danmark.
5.000 kubikmeter radioaktivt affald fra forskningsstation Risø skal gemmes af vejen et eller andet sted i Danmark, skriver Berlingske.
Der er blandt andet tale om 233 kilo bestrålede brændselsstave, som om tusinder af år stadig vil være radioaktive.
De skal derfor graves mindst 30 meter ned i jorden et sted, hvor de kan ligge i mindst 300 år.
Ifølge den rapport, som Berlinske har set, og som snart rammer indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders skriverbord, er der 22 steder i Danmark, der egner sig til opbevaring af stavene.
"Der er i øjeblikket tre udredningsarbejder i gang, som ventes færdige 1. maj. Derefter skal der blandt andet foretages nærmere undersøgelser af mulige placeringer," siger Haarder til Berlingske og forsikrer, at alle vil blive hørt, når placeringen skal findes.
"Der bliver en offentlig høringsfase frem mod udarbejdelsen af en anlægslov, og så skal vi have diskussionen i folketingssalen. Så der bliver tale om en meget åben proces," siger han.
Kilde: Berlingske