To af de tvangshjemsendte irakere fra Danmark er gået under jorden af frygt for at blive myrdet i deres hjemby Kirkuk. Og hjemsendelsen er i strid med FN's menneskerettigheder.
Det mener i hvert fald formanden for byrådet i Kirkuk, Rizgar Ali Hamajan, skriver Politiken
Kirkuk er en af Iraks mest urolige byer, men det er ikke kun den generelle usikkerhed i byen, som har fået de to irakere til at gå under jorden. De har også fået trusler fra terrorgrupper.
"Derfor skal Danmark ikke sende asylsøgere tilbage hertil. Når den danske regering alligevel gør det, er det faktisk en overtrædelse af FN's menneskerettigheder," siger byrådsformanden.
Danmark har i sidste måned sendt seks personer retur til Irak, og det er de første af i alt 282 irakere, som skal tilbage. 71 af dem kommer fra den uroplagede by Kirkuk.
"Danmark ligger ellers altid i top på internationale demokratiske skalaer. Men hvis regeringen fortryder, at den har bundet sig til menneskerettighederne, er det bedre at melde det klart ud. Der er jo en grund til, at folk søger asyl i et demokrati som Danmark og ikke i Nordkorea eller Algeriet," siger Rizgar Ali Hamajan.
Ifølge byrådsformanden er bystyret ikke blevet kontaktet af danske myndigheder forud for tvangshjemsendelserne.