Vil du sidde på forreste parket og se Kate Middleton gå op ad kirken i sin smukke brudekjole og se om gommen får våde øjne, så er det bare at tænde for fjernsynet den 29. april.
I disse dage er det engelske kongehus i fuld gang med forberedelserne til noget af et eventyrbryllup, når Prins William og Kate Middleton siger ja til hinanden i Westminster Abbey, kirken, som Williams mor, prinsesse Diana, blev begravet fra i 1997, skriver tvtid.dk
At det er en kæmpe begivenhed i England markeres ved, at der er erklæret national fridag den 29. april, når brylluppet skal stå.
Men det er ikke kun i England, at det er en utrolig stor begivenhed. Det er det også hos både DR og TV2, og begge kanaler spærrer sendefladen af og sender hele dagen igennem fra både London og København.
De to kanaler inddrager seerne i stemningen fra omgivelserne i det feststemte London, blandt andet fra selve vielsen med næsten 2000 gæster fra hele verden til brudeparrets rute fra Westminster Abbey, hvor de kører i glaskaret gennem byen til Buckingham Palace.
Kilde: tvtid.dk