Selv om ledigheden i december steg mindre end de foregående måneder, er der ingen grund til at blive forårskåd.
Tal fra Danmarks Statistik viste i går, at køen af danskere uden arbejde kun voksede med 1.500 personer i julemåneden. Dermed er arbejdsløsheden fortsat på 4,3 procent.
Alligevel er der lang vej, før ledighedskurven knækker, siger økonomiske eksperter.
Beregninger foretaget af Danske Bank for dagbladet Børsen viser, at der siden starten af 2009 er tabt 133.000 job, og nedturen fortsætter i år, hvor der er udsigt til, at Danmark mister yderligere 45.000 job.
Økonomer peger på, at tallene for den registrerede ledighed undervurderer nedturen på arbejdsmarkedet, og henviser til, at beskæftigelsen sidste år faldt dobbelt så kraftigt, som ledigheden steg.
"Udviklingen i beskæftigelsen giver i dag et langt mere retvisende billede af krisens dybde end ledighedstallene, og der er god grund til at frygte, at jobkrisen er ved at bide sig fast," vurderer cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen.
Også cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian ser risiko for, at jobkrisen kan blive længerevarende til skade for væksten.
"Hvis det her bider sig fast, risikerer vi at hænge fast i krisens hængedynd i lang tid," siger han til Børsen.
Ifølge Danmarks Statistik var der i december 121.400 arbejdsløse danskere - målt i fuldtidspersoner.
Dermed er ledigheden steget gradvist siden lavpunktet i juni 2008, hvor 45.800 var uden arbejde.