Det bliver hårdt, men uforglemmeligt, når det går løs for det danske kvinde-håndboldlandshold i aften.
De stærke russiske matroner står som et bolværk, mener den tidligere herrelandsholdsspiller Lars Rasmussen.
"Det bliver en meget svær kamp. Russerne har en meget god fysik og de er lidt stærkere end os. Danmark kommer op mod en af de hårdeste modstandere som ligger meget svært for os," siger den lille venstrefløj til Newspaq.
Heldigvis har de danske piger knap 12.000 jublende fans i ryggen i Hernings spritnye hal. Klar til at gøre det til en uforglemmelig kamp for både seere og spillere.
"For første gang nogensinde skal et håndboldhold på landsholdsplan løbe ind i den nye hal, og det giver det vildeste sus, når man løber ind til de 12.000 mennesker på hjemmebane. Jeg ved spillerne vil være meget benovet over det," fortæller Lars Rasmussen.
Håndboldpigerne får nu også brug for al den opbakning, de kan få. For der venter os en meget svær kamp i aften, vurderer han.