Det er histirisk set to af Europas bedste kvindelandshold, der onsdag aften tørner sammen i Skopje, hovedstaden i Makedonien.
Begge hold udtrykker da også dyb respekt for modstanderen. Begge hold er nemlig stadig i en opbygningsfase.
Flere af de danske kvinder finder dog sikkerhed i, at de vandt VM-sølv for ungdomslandshold på denne bane tilbage i august i år.
"Det giver da helt sikkert en lidt tryggere fornemmelse, at man har spillet her før. Man skal normalt lige vænne sig til en ny hal, men jeg føler mig allerede godt tilpas her," siger Randers-backen Camilla Dalby til eb.dk.
Hos franskmændene er der en smule mere nervøsitet at spore.
"Danskerne spiller meget hurtigt, de er fintestærke og disker ofte op med uventede ting. Især de helt unge spillere på det danske hold," siger den franske anfører Raphaelle Tervel.
Også på trænersiden udtrykkes der respekt for især den mangeårige franske landstræner Olivier Krumbholz.
"Franskmændene vil meget gerne tage det taktiske initiativ i en kamp, og jeg mener faktisk, at de har en af deres store styrker på bænken. Krumbholz er ikke bange for at tage chancer i en kamp," siger kvindelandsholdets assistenttræner Kim Jensen til sporten.dk.
Landstræner Jan Pytlick giver udtryk for, at han vil tage en kamp ad gangen i turneringen.
"I første omgang skal vi nå mellemrunden," siger landstræneren.