Håndboldkvinderne fortsætter bare med at vinde. Og har derfor sikret sig en billet til næste fase i VM-turneringen, mellemrunden.
Her til eftermiddag gik det ud over Brasilien i Kina.
Sejren blev på hele 28-21, i en kamp hvor danskerne var foran hele vejen.
Den mest iøjnefaldende danske spiller var her til middag Trine Troelsen, der til daglig spiller i Århus. Med seks mål udbyggede hun sin status som dansk VM-topscorer.
Over for TV 2 glæder hun sig over at være til VM, hvor de danske kvinder hidtil er ubesejrede.
"Vi finder og forstår hinanden godt på banen," siger Troelsen, der ikke vil give et bud på, hvor langt holdet kommer i turneringen.
"Vi tager næste kamp," konstaterer den hårdtskydende kvinde.
I mellemrunden venter lette modstandere som Angola og Østrig. Mens der formentlig bliver mere modstand i de stærke russere.
Danskerne kan dog glæde sig over, at de fine resultater sikrer, at holdet formentlig kommer videre med hele fire point på kontoen. Derfor virker en plads i semifinalen langt fra urealistisk. Dermed er medaljer igen inden for rækkevidde.