Danmark advarer nu USA mod at isolere sig efter et nyt amerikansk sololøb i international politik.
På OECD's ministermøde, der er holdt i Paris under dansk formandskab, ville USA torsdag ikke være med til den sædvanlige fælles erklæring om frihandel.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger, at "det er et forket valg af amerikanerne, og det skal de kritiseres for".
- Jeg synes, at det er værd at advare amerikanerne mod at isolere sig, siger Anders Samuelsen.
- De får ikke mere ud af det. De kommer ikke til at vinde på det, siger han.
Uenigheden i OECD, der er de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, kommer kort efter, at USA's præsident, Donald Trump, også har besluttet at forlade FN's klimaaftale.
Derfor udtaler det danske OECD-formandskab sig i stedet selv om både frihandel og klima.
Det sker i en såkaldt formandskabserklæring som supplement til de 35 medlemslandes fælles sluterklæring fra mødet.
Men Anders Samuelsen advarer kraftigt USA mod at blive på samme spor som nu.
- Det er en kedelig tendens, amerikanerne i øjeblikket har til at isolere sig, og det synes jeg selvfølgelig, at de skal se at få rettet op på i en fart, siger den danske udenrigsminister.
- Det er dårligt for dem, og det er dårligt for verden, siger han.
Samuelsen siger, at de vælgere, der har stemt Donald Trump ind i Det Hvide Hus, vinder ikke på protektionisme.
- De vinder på frihandel. Det er det, amerikanerne er blevet rige på, siger han.
I stedet for at gå imod frihandel og ty til protektionisme opfordrer den danske udenrigsminister USA til at gennemføre reformer.
- Det er det, vi gjorde i Danmark, da vi var i krise i 70'erne, siger han.
Han siger, at det bliver amerikanerne selv, der kommer til at betale den højeste pris, hvis USA isolerer sig.
- Det er jeg ikke i tvivl om, siger Anders Samuelsen.
- Det kommer til at koste det amerikanske folk velstand, hvis man går den protektionistiske vej, siger han.
- Vi har ikke brug for, at USA isolerer sig, og det amerikanske folk har ikke brug for det.
/ritzau/