Danida åbner mandag sit nye programkontor i Hargeisa i det fattige og krigshærgede Somaliland på Afrikas Horn. Kontoret, der er det første vestlige bilaterale kontor i Somaliland, skal støtte lokale udviklingsbehov i regionen, oplyser Udenrigsministeriet.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) besøgte Somaliland i februar og sagde i den forbindelse, at Danmark ville åbne et programkontor. Administrationen i landet gav udtryk for stor tilfredshed med det danske initiativ.
- Med programkontorets opstart i Somaliland tager vi i dag et vigtigt skridt i vores arbejde med at støtte skrøbelige stater, siger Christian Friis Bach i en pressemeddelelse og uddyber:
- Udviklingsarbejdet i skrøbelige stater er risikofyldt, men det er netop viljen til at tage risici, der er centralt for at hjælpe udviklingen i gang i de lande, hvor behovet er allerstørst.
Danmark bidrager med 112 millioner kroner over fire år til Somaliland med det langsigtede mål at bidrage til et stabilt Somalia, som kan tage vare på sin egen sikkerhed og fremme en stabil økonomisk og social udvikling, hedder det videre.
En stor del af den danske bistand til landet er afsat til etablering af Somaliland-fonden. Fokus vil være på opbygningen af offentlige institutioner, udbygning af demokratiet, styrkelse af den private sektor og lokalt baserede udviklingsinitiativer.
Somaliland er den nordligste del af Somalia, der i mange år har været plaget af etniske konflikter og stridigheder mellem klaner, kriminelle bander og pirater. Men udviklingsministeren mener, at der er en positiv udvikling i gang i landet.
- Administrationen i Hargeisa har vist vilje til at lede befolkningen frem mod en genopbygning. Denne indsats kvitterer Danmark for ved at styrke indsatsen i Somaliland, siger Christian Friis Bach.