Der er igen kommet gang i dansk forbrug efter finanskrisen. Særligt dankortforbruget er for opadgående, det viser nye tal fra Nets.
De viser, at dankortforbruget i februar steg med 5,1 procent i forhold til samme periode sidste år.
Men vi bør tage de nye tal med forbehold, mener flere chefanalytikere.
Der er nemlig flere elementer, som vi mangler at tager forbehold for i de nye tal fra Nets. Det mener chefanalytiker ved BRF Kredit, Mikkel Høegh.
- Der er ingen tvivl om, at en del af væksten skal komme fra privatforbruget, hvorfor dagens tal også indeholder lidt malurt i bægeret. De viser nemlig også, at vi i stigende grad bruger mobilbetaling, som vi typisk trækker på dankortet, siger Mikkel Høegh i en pressemeddelelse.
Nye tendenser som Danske Banks overførselsapp Mobilepay bliver også regnet ind i den nye statistik. Men de overførsler har ikke betydning for erhvervslivet, og derfor er statistikken misvisende.
- Mobilbetaling bruges ofte ved små køb mellem private som for eksempel brugte varer. Det tyder derfor på, at vi endnu ikke er helt klar til at slippe krisen, siger Mikkel Høegh, der alligevel er positiv over de nye tal.
- Vores vurdering er, at dagens tal er glædelige, men der skal mere fart på før bidraget fra privatforbruget for alvor sætte skub i dansk økonomi, siger Mikkel Høegh.
Newspaq