Har du oplevet, at banken i løbet af de seneste måneder har lukket dit dankort på grund af mistanke om hacking, så er du langt fra den eneste.
Der bliver nemlig udskiftet en del flere Visa/Dankort i øjeblikket end tidligere, forklarer Nets Danmark, der administrerer de godt 3,5 millioner danske dankort.
Årsagen er blandt andet, at samtlige Visa/Dankort udløber i løbet af 2012, og det får dankortsvindlere til at handle hurtigt.
- Vi ved historisk set, at internationale svindlere, der har handlet sig til kortdata, holder øje med udløbsdatoen og giver svindlen et sidste forsøg, inden det er for sent, siger Søren Winge, der er pressechef hos Nets Danmark.
Nogle udskiftninger sker på baggrund af reel svindel, mens andre er præventive.
- Hvis vi ser eksempler på misbrug et konkret sted i en konkret tidsperiode, så holder vi øje med andre kort, der kan være berørt - og ser vi flere eksempler på svindel, så udskifter vi hele puljen, forklarer Søren Winge.
Oplysningerne har svindlerne ofte fået fingrene i via afluringsudstyr, som de har haft held til at sætte op ved danske automater.
Oftest er der tale om en falsk front til en hæveautomat, der kan aflæse magnetstriben, mens et kamera aflurer pinkoden.
Andre gange er oplysningerne kommet i svindlernes besiddelse gennem internettet, hvor en forretning eller lignende er blevet hacket og har fået stjålet kundernes betalingsoplysninger.
Oplysningerne bruges derefter oftest i Nord- og Sydamerika, hvor sikkerheden omkring dankort ofte er dårligere - for eksempel fordi man de fleste steder ikke bruger chip.
- Det er langt sværere at misbruge oplysningerne herhjemme og i norden, hvor vi mere konsekvent læser chippen, som ikke kan kopieres, siger Søren Winge.
Misbrug af dankort er dog ikke særlig svært at forebygge, påpeger han. Ved at afskærme sin pinkodeindtastning godt og grundigt - både i pengeautomater og forretningsterminaler - kan man oftest undgå afluring.