22 virksomheder tager i dag hul på et ganske usædvanligt væddeløb om at skabe både vækst og arbejdspladser.
Virksomhederne er udvalgt blandt 76 ansøgere til at deltage i den stort anlagte og højteknologiske konkurrence Danish Tech Challenge, som Scion DTU afvikler med støtte på 2,9 millioner kroner fra Industriens Fond. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- De deltagende virksomheder er valgt ud fra, at de beskæftiger sig med et relevant problem og har et seriøst bud på en løsning af det problem. Der skal samtidig i projektet være potentiale til at skabe arbejdspladser til både akademikere, faglærte og ufaglærte, forklarer Jakob Svagin, der er projektleder på Danish Tech Challenge hos Scion DTU.
Konkurrencen starter i dag, når medarbejdere fra de 22 virksomheder flytter ind i bygning 356 hos Scion DTU i Lyngby. Her skal de bo ganske tæt på hinanden de næste fire måneder, mens de udvikler forretningsmodeller, får styr på patenter og potentielle investorer. Det bedste projekt vinder i sidste ende en halv million kroner.
For en af deltagerne er det dog ikke udsigten til den halve million, der tæller mest. Deltagerne fra virksomheden Simplight ApS i Værløse glæder sig allermest til at blive en del af det innovative miljø på "bootcampen".
- Det særlige ved Danish Tech Challenge er muligheden for at møde andre, der også laver hardware. Vi bruger mange af de samme komponenter og tekniske kompetencer og har derfor meget til fælles, selv om vores produkter, markeder og kunder kan være vidt forskellige, forklarer Jonatan Kutchinsky, CEO i Simplight ApS til Frederiksborg Amts Avis.
Simplight ApS deltager i Danish Tech Challenge med en LED-pære, der giver det biologisk korrekte lys afhængigt af tidspunkt på dagen. Pæren kræver ingen særlig installation og kan afhjælpe problemer med søvnløshed.