Anden generation i Danfoss-familien Peter Mads Clausen og Jørgen Mads Clausen vil give stafetten videre til næste generation af familien i 2022.
Den danske koncern Danfoss vil således lave et generationsskifte, meddeler virksomheden i en pressemeddelelse.
De to brødre stopper om knap et år som formænd for henholdsvis Danfoss A/S og Bitten & Mads Clausens Fond.
I fremtiden vil Mads Clausen, der er søn af Jørgen Mads Clausen, blive nyt medlem i bestyrelsen i Danfoss, mens han også fortsætter som medlem af bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond.
Mads-Peter Clausen, der er søn af Peter Mads Clausen, bliver nyt medlem af bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond.
Dermed er de to sønner familiens repræsentanter i koncernens bestyrelse i fremtiden.
Derudover er Jens Martin Skibsted, der er søn af Danfoss-datteren Bente Skibsted, allerede medlem af fonden, hvor han indtrådte i 2012.
72-årige Jørgen Mads Clausen, der nu er klar til at gennemføre generationsskiftet, siger, at han er sikker på, at ledelsen og bestyrelsen i Danfoss vil udvikle virksomheden i den rigtige retning.
- Jeg har haft den store glæde at få mulighed for at bidrage til at videreudvikle mine forældres livsværk, og jeg har været med til at tage ansvar for at gøre Danfoss endnu mere international, udtaler han i meddelelsen.
Bitten & Mads Clausens fond blev stiftet i 1971 af Danfoss-stifter Mads Clausens hustru, Bitten Clausen.
Formålet for fonden er, at Danfoss forbliver i en konkurrencedygtig udvikling, hvilket skal ske gennem de aktier, som fonden har i Danfoss.
Det står endnu ikke klart, hvem der skal være formand i Danfoss og Bitten og Mads Clausens Fond. Det vil blive besluttet på et årsmøde og generalforsamling i 2022.
Danfoss der er mest kendt for termostater, er specialiseret i en lang række produkter, der for eksempel holder på varme eller kulde i byggeri eller sparer på energien på fabrikker.
Koncernen har over 27.000 ansatte. Den er i øjeblikket ved at gennemføre et køb af den irske koncern Eaton i en handel til omkring 20 milliarder kroner. Når handlen er endeligt gennemført ryger cirka 10.000 medarbejdere over til Danfoss.
/ritzau/