Danfoss får den største bøde i dansk historie
Danfoss har afsat 720 millioner kroer til omkostningerne i global kartelsag. Foto: Danfoss / POLFOTO
Danfoss skal betale trekvart milliard kroner i bøde til EU-Kommissionen efter global kartelsag. I USA afventer Danfoss sin straf.

Den største bøde i dansk erhvervslivs historie rammer i dag energigiganten Danfoss.

Ifølge Børsen vil EU-kommissionen senere i dag annoncere, at Danfoss skal betale en bøde på mellem 600-700 millioner kroner for ulovlig karteldannelse. Danfoss har angiveligt spillet en central rolle i et globalt kartel, hvor fem firmaer har delt markedsandelene på kompressormarkedet mellem sig.

"Det er på alle måder en pinagtig og ubehagelig sag og meget langt væk fra vores grundlæggende værdier," siger Danfoss' administrerende direktør, Niels Bjørn Christiansen, til Børsen.

Samtidig med den store bøde i EU-regi, er det amerikanske justitsministerium gået ind i sagen, hvuilket også kan koste Danfosss en formue. Tre af de oprindelige fem firmaer har allerede indgået aftaler med justitsmnisteriet, hvilket har udløst to bøder på henholdsvis 262 og 490 millioner kroner. Danfoss håber, at sagen i USA ligeledes bliver afgjort i dag.

Derudover venter en række civile erstatningssager. Danfoss har afsat i alt 720 millioner kroner til omkostninger i sagen. Det svarer til halvdelen af firmaets overskud.

Kilde: Børsen