Torsdag eftermiddag kom nyheden om, at dronningen af soul, Aretha Franklin, er død i en alder af 76 år. Hun led af kræft i bugspytkirtlen.
Ifølge dj og blogger, Dan Rachlin, der også har været radiovært gennem mange år, var Aretha Franklin et fyrtårn for kvindelige sangerinder.
- Det lyder som en kliché. Men der er nogle fyrtårne. På mandesiden er James Brown, Michael Jackson og Prince nogle af dem. På kvindesiden nævner jeg gerne Aretha Franklin som superligaen, siger han.
Dan Rachlin fremhæver desuden den smerte, som man kunne mærke i Aretha Franklins musik.
- Hun var ikke kun en dame, der kunne synge rent. Det var også historien om et liv, smerte og ulykkelig kærlighed - alt det vi alle sammen går igennem - som man kunne høre i hendes stemme.
Aretha Franklin blev født i Memphis i sydstaten Tennessee og voksede op i Detroit i staten Michigan.
Undervejs i sin karriere modtog hun 18 Grammys og 25 guldplader.
Blandt hendes meget kendte sange er "Respect" og "I Say a Little Prayer".
Men Dan Rachlin fremhæver især nummeret "Think", som han beskriver som tidlig girl power.
- Den viser en selvstændig kvinde, som siger fra over for de værste mandlige unoder og dårlige vaner.
- Og så kom den ud tidligt i hendes karriere og viste, at hun mestrede både de store ballader og up-tempo numre, siger han.
Aretha Franklin er af Rolling Stone Magazine blevet kåret som en af rockhistoriens største stemmer og optrådte som sangerinde indtil det sidste.
Da Barack Obama i januar 2009 blevet taget i ed som USA's første farvede præsident, sang hun efter ønske fra Obama "My Country Tis of Thee".
Og for to år siden blæste hun alle bagover, da hun optrådte med "You Make Me Feel Like a Woman", da sangeringen Carole King skulle hyldes.
/ritzau/