Damedouble sensationelt videre ved OL

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til kvartfinalerne ved OL efter sejr over kinesere.
Jublende Kamilla Rytter Juhl løfter Christinna Pedersen for at fejre at have slået Kinas Zhao Yunlei, baggrund højre, og Tian Qing.
Jublende Kamilla Rytter Juhl løfter Christinna Pedersen for at fejre at have slået Kinas Zhao Yunlei, baggrund højre, og Tian Qing. Foto: AP Photo/Saurabh Das

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen overraskede alt og alle, da de tirsdag spillede sig videre til kvartfinalerne ved OL.

Der måtte dog gang i lidt regnearbejde for at finde ud at, at sejren på 22-20 og 21-12 over de andenseedede kinesere Tian og Zhao var nok til at sikre et sensationelt avancement til kvartfinalerne. Sensationelt fordi danskerne tabte deres første gruppekamp.

- Det er fantastisk at være i kvartfinalen. Det havde vi ikke helt regnet med, siger Christinna Pedersen.

Kamilla Rytter Juhl supplerer:

- Det var specielt, fordi vi til sidst ender med at slå de her kinesere, som vi har haft vores kampe med. Vi har mødt dem mange gange i denne sæson, og kun en gang tidligere har vi slået dem.

- De har været ret gode, så at vi kan slå dem i så vigtig en kamp, det er jo helt vildt, siger Kamilla Rytter Juhl.

Danskerne tabte første gruppekamp og vandt de sidste to. Tirsdagens sejr over Tian og Zhao betyder dog, at ingen af de øvrige hold i gruppen kan overhale danskerne, selv om et japansk par kan nå op på to sejre ligesom danskerne og kineserne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.