Lørdag:

Det har nok været en af de mest anstrengende dage i hele mit liv – især den sidste halvanden time af konkurrencen – jeg har aldrig, og jeg mener virkelig aldrig arbejdet så hurtigt.

Jeg hverken så eller hørte noget som helst omkring, registrerede kun ud af øjenkrogen, at min mor stod sammen med en gruppe af andre danskere og så på.

Jeg skulle bare have de låger færdige, og på et tidspunkt går det så op for mig, at jeg umuligt kan nå at få den sidste udskæring færdig, så istedet koncentrerer jeg mig så om at få finishen lidt bedre.

Den sidste halve time var meget intens – dommerne kommer forbi min arbejdsplads med skilte, der viser, hvor mange minutter der er tilbage, før fløjten markerer, at nu er det slut. 

Jeg kan mærke, hvordan de andre konkurrenter nærmest løber omkring for at blive færdige. Det er det vildeste, jeg nogensinde har været med til.

Den sidste låge er monteret færdig i skabet, få sekunder før fløjten lyder, og så falder mine arme bare ned langs kroppen.

Det var det. Nu kan jeg ikke gøre mere – andet end at afvente dommernes vurdering, og jo, gå hen og gi’ min mor et kram.

Det har faktisk også været nogle hårde dage for hende, siger hun – nervepirrende. Det er åbenbart hårdt at ens søn er med til VM!

Min mester har også fulgt med fra sidelinjen, og direktøren fra Roskilde Tekniske Skole, hvor jeg går, er også med herude, så der har været fuld opbakning hele vej igennem.

Det er lidt surrealistisk, og jeg kan mærke, at adrenalinen ikke sådan bare lige forsvinder ud af kroppen.

De næste 24 timer bliver lange, for vi får jo intet at vide om vores placering før i morgen aften ved selve medaljeoverrækkelsen, men jeg sætter nu ikke næsen op efter noget, så bliver man bare så skuffet.

Det har bare været en helt afsindig dag. Nu skal jeg og resten af holdet ud og ha’ en lille en.