"Jeg må desværre melde mig syg i dag".
Er det psykiske arbejdsmiljø dårligt, må chefer oftere lægge øre til den slags opkald.
Ny undersøgelse fra Lederne slår endnu engang fast, at dårlig stemning på arbejdspladsen er kimen til ekstra sygedage.
Undersøgelsen viser, at arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø i gennemsnit har tre fraværsdage mindre pr. år sammenlignet med arbejdspladser, der har et dårligt arbejdsmiljø.
Ifølge undersøgelsen er der i gennemsnit 7,9 fraværsdage per medarbejder om året på arbejdspladser med dårlig stemning. Næst flest fraværsdage oplever arbejdspladser med meget rygtedannelse og sladder. Er der derimod god stemning, har medarbejderne i snit kun 4,8 sygedage om året.
"Trives man ikke på jobbet, kan man være mere tilbøjelig til at blive hjemme, hvis man vågner op med lidt ondt i halsen. Hvis man omvendt har det godt med sine kolleger og arbejdsopgaver, vil man i højere grad vælge at gå på arbejde, selvom man måske ikke er 100 procent på toppen," siger Malene Salskov Amby, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne.
Arbejdsmiljøet er godt på 77 procent af de danske arbejdspladser. Fire ud af ti lederne vurderer endda, at arbejdsmiljøet er bedre nu sammenlignet med for et år siden.
Undersøgelsen er afsluttet i efteråret 2010 og baserer sig på svar fra 1.174 medlemmer af Ledernes medlemspanel.