Lærere og elever på landet folkeskoler døjer med dårlig luft, fugt og skimmelsvamp, der kan give astma, hovedpine, allergi og dårlig koncentration.
Næsten en tredjedel af landets folkeskoler har fået påbudt af få styr på de alvorlige problemer med indeklimaet. Det viser nye tal fra Arbejdstilsynet.
"Fugt og skimmelsvamp skyldes dårlig vedligeholdelse. Dårlig luft er et resultat af manglende ventilation, udluftning og rengøring. Det er vigtigt, at skolerne er opmærksom på betydning af god luftkvalitet," siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Palle Graverskov.
Dårligere helbred
Skimmelsvamp, fugt og dårlig luft kan give folk astma, allergier, irritation i luftvejene og hovedpine.
"Vi har haft sager, hvor der sad skimmelsvamp i selve ventilationssystemet. Det er rigtig skidt, fordi den dårlige luft dermed bliver spredt til en hel skole," siger Harald Meyer afdelingslæge ved Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital. Han får henvendelser fra skolelærere, der på grund af fugt og skimmelsvamp på deres arbejdsplads har fået irritation i øjne og slimhinder og i luftvejene.
Læs: Skimmelsvamp tvang skole ud i barakker
For lidt penge til renovering
Skolelederforeningen kalder tallene et tydeligt tegn på stram økonomi
"Renovering af bygninger bliver stadig nedprioriteret. Jeg opfordrer til, at man får gjort noget ved indeklima, da det betyder øget sygdom hos både elever og lærere og nedsætter indlæringen med op mod 20 procent," siger formand Anders Balle.
Fra 2005 til 2009 har Arbejdstilsynet undersøgt arbejdsmiljøet på 2085 folkeskoler. 608 af dem havde væsentlige problemer med indeklimaet. 128 havde problemer med fugt og skimmelsvamp. 298 havde problemer med dårlig luft.
Læs: Dårlig luft skader elevers indlæring