Kolde kontanter, guld eller hårde stoffer. Det lader til at være den foretrukne metode, når kriminelle skal score hurtige kolde kontanter.
Men en 57-årig mand fra Rødovre havde fundet sig en anden lyssky måde at sikre sig en ekstra indtjening.
I en periode på to år har manden været en sand paria for cyklister i Storkøbenhavn. Det er nemlig lykkes manden at snuppe 240 cykler og tjene styrtende på de tohjulede.
"Den 57-årige mand har stjålet cyklerne og solgt dem videre på QXL auktion på internettet. Lidt hurtig hovedregning viser, at når han har taget cirka 1.000 kroner pr. cykel, så har han tjent cirka 250.000 kroner," siger Anja Høpfner, vicepolitikommissær ved Københavns Vestegns Politi, til Newspaq.
Samlet vurderes de stjålne cykler til en værdi omkring 500.000 kroner.
Det var en undrende nabo, der kontaktede ordensmagten, da vedkommende undrede sig over den enorme interesse for cykler ved den 57-åriges bopæl.
"I februar fik vi en henvendelse fra en borger, der syntes, at det var underligt, at der konstant var et rend af både cykler og mennesker ud og ind af mandens opgang," forklarer Anja Høpfner, som fortæller, at manden, inden han solgte cyklerne videre, tog sig tid at sætte dem i stand.
Det fik politiet til at rykke ud, og på mandens bopæl fandt man 35 cykler.
Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ukritisk køber en cykel, der er lidt for billig, ligesom mange af mandens kunder har gjort det.
"Hæleri er en alvorlig forseelse, som straffes lige så hårdt som tyveri, altså med bøde- eller fængselsstraf," siger Anja Høpfner.
Politiet har fået indsigt i mandens samlede salg på QXL.