Cubansk folkehav mindes 50-året for "Che" Guevaras død

Søndag lyste cubanerne byen Santa Clara op for at mindes Ernest Guevara, der døde for 50 år siden.
Omkring 70.000 mennesker fyldte søndag gaderne uden for Guevaras mausoleum i byen Santa Clara.
Omkring 70.000 mennesker fyldte søndag gaderne uden for Guevaras mausoleum i byen Santa Clara. Foto: Stringer/Reuters

Mandag er det 50 år siden, at Ernesto "Che" Guevara, en af historiens mest kendte revolutionsskikkelser, blev fanget og henrettet af en CIA-trænet afdeling i den bolivianske hær.

Titusinder af cubanere gik derfor søndag på gaden for at ære argentinskfødte "Che", der spillede en afgørende rolle i landets revolution i 1959.

Omkring 70.000 mennesker fyldte gaderne uden for Guevaras mausoleum i byen Santa Clara.

Det var i netop den by, at Ernesto "Che" Guevaras navn for alvor blev skrevet ind i den cubanske historie, da han i 1958 ledte et afgørende slag mod diktator Fulgencio Batistas tropper.

Cubas nuværende præsident, Raul Castro, deltog som sædvanlig i markeringen af Guevaras død.

Han sad dog denne gang lidt i baggrunden ved ceremonien, hvor Miguel Díaz-Canel, der er udset til at overtage præsidentposten i Cuba næste år, dannede fortrop.

86-årige Raul Castro kæmpede sammen med sin bror, den nu afdøde Fidel Castro, side om side med Che Guevara under den cubanske revolution.

Da Fidel Castro, der døde i 2016, for første gang ikke var til stede for at markere Guevaras død, blev en af hans taler til ære for argentineren spillet over højttalere.

Guevara, Castro og 80 andre revolutionære sejlede i 1956 til Cuba og skød deres kampe i gang. Efter en række succesrige slag blev "Che" forfremmet til kommandant.

Revolutionen i Cuba blev et faktum i 1959. Det skete, da diktator Fulgencio Batista blev væltet og flygtede. "Che" blev efterfølgende chef for centralbanken og senere industriminister.

Men Ernesto Guevara besluttede sig for, at han ville eksportere revolutionen til andre dele af verden. Derfor rejste han i 1965 til Congo, hvor hans forsøg på at udbrede revolutionen mislykkedes.

I et nyt forsøg på at give revolutionen videre tog Guevara til Bolivia i 1966. 8. oktober året efter blev han såret og fanget af den bolivianske hær. Dagen efter blev Ernesto "Che" Guevara dræbt i en alder af 39 år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.