CSC's medarbejdere fik her til morgen en trist besked. I alt 450 stillinger skal fjernes som følge af en omstrukturering i virksomheden.
Ifølge CSC's public relations officer, Kim Ege Møller, vil forhandlingerne om nedlæggelsen af de enkelte stillinger tage et par måneder.
"Vi starter nogle forhandlinger nu, som ender med, at der forhåbentlig er nogen, som tager nogle frivillige aftrædelsesordninger, inden de bliver pensioneret, og så kan det selvfølgelig også ende med, at der er nogen, vi bliver nødt til at afskedige," siger han til Newspaq.
Der skal nedlægges stillinger i hele Norden, men størstedelen af dem vil være i Danmark.
Ifølge Kim Ege Møller var der stor forståelse blandt medarbejderne, da de fik beskeden i morges.
"Det er selvfølgelig ærgerligt og trist, men der har været en stor og bred forståelse for, at situationen er, som den er. Det er jo ikke nyt, at it-virksomheder er nødt til at reducere antallet af medarbejdere i Danmark, og jeg tror, der er forståelse for, at det også er noget, der rammer os," forklarer han.
Ifølge CSC's nordiske direktør, John Walsh, er fyringerne nødvendige. Omstruktureringen skal sikre en "høj fleksibilitet," oplyser han i en pressemeddelelse, og slår samtidig fast, at afskedigelserne i så vidt omfang som muligt skal ske via frivillige aftrædelser, pensionsordninger og lignende.