Den engelske musiker Craig David havde netop optrådt på Langelandsfestivalen. Træt var han taget til en fashionabel modefest på Hotel Skt. Petri i det indre København med sin manager og bodyguards.
Men så spottede han den hårdtslående, danske skønhed.
"Craig David spottede straks den smukke Lisa Lents, der i baren stod og talte med nogle af de FCK-spillere, som hun var kommet derind med," siger en kilde til BT, der på grund af sit arbejde ønsker at være anonym.
En ivrig Craig David fik Lisa og hendes veninder ned til hans bord. Og de to klikkede med det samme.
Efter en natlig tur på McDonalds, hvor Craig madede Lisa Lents, sneg de to sig tilbage på hotellet. Og sådan blev de ved i flere dage.
"Et par dage senere var Lisa igen forbi Craig. Hun forlod hotellet en tidlig morgen, hvor Craig og Lisa gik ud derfra hånd i hånd. Han kyssede hende farvel foran vores personale. Derefter satte han kursen hjem mod England," fortæller kilden.