Det er tilsyneladende en god forretning for Simon Cowell at bedømme håbefulde, unge sangtalenter for åben skærm.
Rigtig god endda.
Den barske og ufatteligt ærlige brite har lige solgt en andel af sit underholdningsimperium til Sony - heriblandt en andel i X Factor-konceptet, hvilket indbragte ham en formue, skriver Yahoo's gossip-site, OMG!
Hele 42 millioner dollars - eller 240 millioner kroner - kunne Simon Cowell, der lige har afsluttet den første sæson af amerikansk X Factor, således stoppe i lommen i handlen med den japanske elektronikgigant.
For de mange penge købte Sony sig til 50 procent af aktierne i Cowells Syco Entertainment, der også forvalter rettighederne til blandt andet Britain's Got Talent, American Idol og Pop Idol.
Den nye sæson af den danske version af X Factor - uden Simon Cowell som dommer - begynder den 1. januar på DR 1. Dommerholdet inkluderer som i 2011-sæsonen både Thomas Blachmann, Pernille Rosendahl og Cutfather. Værten bliver den yndige og populære Lise Rønne.
Kilde: OMG!