Efterhånden er der med al sandsynlighed en god temperatur på finansminister Bjarne Corydons (S) taburet.
Hans rolle som den ansvarshavende bag salget af energikæmpen DONG Energy til blandt andre den udskældte, amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, har nemlig gjort ham til skydeskive for en lang række kritiske udmeldinger.
Og det fortsætter i den grad nu, hvor også baglandet er begyndt at vende sig mod det forestående salg. Det skriver Berlingske Business.
- En centrum-venstre-regering skal saftsuseme ikke sælge ud til kælderkolde amerikanske kapitalister. Det viser, hvordan der bliver leget kispus med samfundet, og det hører ingen steder hjemme, siger folketingsmedlem Karsten Hønge (SF) til Berlingske Business.
Heller ikke Fredericias socialdemokratiske borgmester, Jacob Bjerregaard, er tilfreds med beslutningen, som han kalder et "forkert match".
- Goldman Sachs har igennem de senere år vist, at de er interesseret i meget kortsigtede investeringer, og jeg mener simpelthen ikke, at det er den måde, vi skal drive dansk energipolitik på. Min holdning er, at enten staten eller en dansk pensionskasse bør stå for at skyde kapital ind i selskabet, så det bliver på sikre, danske hænder, siger han til Berlingske Business.
Også i Odsherred, hvor socialdemokrat Tomas Adelskov bærer borgmesterkæden, er der skepsis at spore over for den amerikanske investeringsbank - og ikke mindst over for statens metoder.
- Når vi i vores kommune sender noget i udbud eller skal have private til at løse nogle opgaver for os, er vi meget optagede af ordentlighed hos firmaet. Jeg synes sådan set godt, at staten kan gøre sig i det samme, når man skal sælge en del af DONG, forklarer han til Berlingske Business.
Det er i sidste ende Folketingets Finansudvalg, der skal afgøre, om de vil tilslutte sig et såkaldt aktstykke, der godkender salgsaftalen. Tilslutningen skal ske inden 30. januar, ellers glider tidsplanen for kapitalindsprøjtningen.
Newspaq