8.199 kroner af den månedlige kontanthjælp. Så meget står 2.200 arbejdsløse forsørgere mellem 25 og 30 år til at miste om måneden til næste år.
Det er en konsekvens af kontanthjælpsreformen, som regeringen har indgået med oppositionen.
Men nu forlanger Enhedslisten kompensation til de unge i forbindelse med de igangværende forhandlinger om næste års finanslov. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge avisens kilder har flere løsningsmodeller været på bordet. Og i går åbnede finansminister Bjarne Corydon (S) for, at der skal ske noget på området.
- Der er ikke noget forkert i at tage en drøftelse om målrettede sociale problemer i Danmark. Det gør vi også ved forhandlingsbordet, sagde han om kontanthjælpsmodtagerne ifølge Jyllands-Posten.
En håndsrækning til de unge forsørgere rammer dog samtidig ned i debatten mellem regeringen og Venstre om, at det skal kunne betale sig at tage et lønnet arbejde. Derfor skal øvelsen ske uden at komme i konflikt med kontanthjælpsreformen.
- Vi har indgået en aftale om en kontanthjælpsreform, som, vi synes, er god og nyttig. Som hjælper unge mennesker i gang med uddannelse eller arbejde i stedet for at være på passiv forsørgelse. Den værner vi selvfølgelig om, sagde Bjarne Corydon.
Ifølge Jyllands-Posten har en af de drøftede løsninger været at hæve boligsikringen for de unge forsørgere.
Men en sådan løsning vil omfatte en større målgruppe, fordi boligsikring ikke skelner mellem folk indenfor eller udenfor arbejdsmarkedet, og dermed vil ydelsen til den enkelte blive mindre. Og det er angiveligt blevet afvist af Enhedslisten.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau advarer om, at hvis parterne ikke bliver enige om kompensation, så vil andelen af hjemløse under 30 år stige.
- Reformen vil utvivlsomt føre til flere hjemløse unge, siger hun til Jyllands-Posten.
Newspaq