Selvom finanslovforhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten lige nu står stille, så er tegn på, at parterne måske kan være tættere på hinanden end før - i hvert fald på et enkelt punkt.
I et skriftligt svar fra finansminister Bjarne Corydon (S), åbnes der nemlig op for, at der frem mod 2020 kan blive plads til hele 9000 flere offentligt ansatte.
Og det ligger ikke langt fra Enhedslistens krav om 8000 flere offentligt ansatte her og nu. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- I regeringens seneste mellemfristede fremskrivning er der plads til en stigning i den offentlige beskæftigelse på cirka 9000 personer frem mod 2020, skriver ministeren ifølge Kristeligt Dagblad.
Ministeren tilføjer, at det er på forudsætning af en omtrent uændret fordeling af de offentlige forbrugsudgifter mellem løn og køb af varer og tjenester.
Enhedslistens finansordfører Frank Aaen anser dog ikke ministerens udmelding som tegn på, at konflikten omkring næste års finanslov er ved at løse sig.
- Vores krav om 8000 her og nu er meget beskedent og vil ikke rette op på de nedskæringer og fyringer, der er sket de senere år, siger han til Kristeligt Dagblad og fortsætter:
- Og ser vi frem til 2020, er der brug for mange flere for bare at rette op og have en offentlig sektor, der følger med den generelle udvikling i økonomien, siger han til Kristeligt Dagblad.
Kilde: Kristeligt Dagblad
Newspaq