Siden den 21. november har cykelrytteren Alberto Contador siddet på pinebænken - anklaget for dopingmisbrug, og nu forlænges ventetiden yderligere en uge.
Den internationale sportsdomstol (CAS) skulle have fældet dom i sagen i dag, men dommen er blevet udsat til på næste mandag, skriver Ekstra Bladet.
Contador er anklaget for at have dopet sig med det muskelopbyggende og fedtforbrændende Clenbuterol under Tour de France 2010, som han vandt foran Andy Schleck.
Den spanske cykelrytter afviser anklagerne og har tidligere forsvaret sig med, at Clenbuterolen måtte stamme fra en bøf, han havde spist. Den forklaring er siden blevet bakket op af eksperter, fordi Contador blev opdaget med blot 50 picogram i kroppen, hvilket er 200.000 gange mindre end den minimumsværdi, eksperter anbefaler at indføre.
Hvis Contador idømmes karantæne, vil det få store konsekvenser for hans cykelhold, Team Saxo Bank, som holdejer Bjarne Riis har bygget op omkring den spanske superstjerne.
Kilde: Ekstra Bladet