Filminstruktøren Peter Jackson, der boltrer sig i Oscar-statuetter og megabudgetter, skal snart indspille en blockbuster igen.
Den får navnet 'Hobbitten' og tager tråden op fra Ringenes Herre-trilogien, der indspillede en formue og trak millioner ind i biografmørket.
Nu rygtes en stribe af skuespillerne fra de første tre spillefilm klar til endnu en omgang eventyrløjer på det store lærred.
Senest drejer det sig førsteelskeren Orlando Bloom, der fermt affyrer pile i sylten på orker og andre grimrianer i rollen som elverhugget Legolas. Han vil angiveligt gerne være med på legen igen, skriver femalefirst.co.uk.
Derudover vender Cate Blanchett tilbage som mystiske Galadriel, mens Ian McKellan angiveligt skal lære flere troldmandsreplikker i rollen som gammelfar Gandalf. Og så hopper Hugo Weaving muligvis i sit Elrond-elverkonge-kostume igen.
Hobbitten bliver delt i to dele - ligesom den seneste Harry Potter-film.
Kilde: Femalefirst.co.uk