Forsvarsspilleren Ashley Cole tager bladet fra munden og udtrykker håb om, at Guus Hiddink forbliver manager i den engelske storklub Chelsea.
Cole mener, at hollænderens mandskabsbehandling er unik, og at har formået at få det bedste ud af klubbens mange stjerner, skriver eurosport.
"Han har alt. Holdet elsker ham. Han kan være sjov og har let til latter, men man er ikke i tvivl om, hvornår han er alvorlig," siger Cole.
Det er i øjeblikket planen, at Hiddink kun skal lede Chelsea resten af sæsonen, hvorefter han skal afløses af en mere permanent manager. Han er også landstræner for Rusland.
Imidlertid har han haft megen succes, siden han overtog jobbet i London. Senest førte han holdet frem til FA Cup-finalen, da lokalrivalerne Arsenal blev besejret i lørdagens semifinale.
Chelsea skal møde Everton i finalen på Wembley og er stadig med i Champions League.