Hillary Clinton er i Iraks hovedstad Bagdad på sit første besøg i landet som amerikansk udenrigsminister. Hun landede klokken 8.30 lokal tid.
Besøget kommer i kølvandet på to dage med selvmordsbombeangreb, som har kostet mindst 155 mennesker livet og såret mange flere.
Clinton sagde ved ankomsten, at hun vil hjælpe med at imødekomme løsningsforslag til, hvordan volden kan stoppes, skriver BBC.
"Jeg ønsker en evaluering af, hvad disse modstandsangreb betyder, og hvad vi kan gøre for at forhindre dem - både fra vores side og fra irakiske styrkers," sagde hun.
Hun tilføjede, at den irakiske regering har gjort store fremskridt, men at der stadig er kræfter, der vil forhindre den i at lykkes med sit forehavende.
Præsident Barack Obama besøgte Irak for et par uger siden og har bebudet, at de amerikanske styrker inden længe skal forlade landet.