Det lykkedes ikke for basketballklubben Bakken Bears at knibe sig vej igennem nåleøjet til denne sæsons Champions League.
I anden runde af kvalifikationsturneringen havde Bakken ellers på udebane slået belgiske Spirou Charleroi med 61-59, men returkampen på hjemmebane lørdag blev tabt med 69-74 og dermed samlet 130-133.
Dermed brast Bakken Bears' Champions League-drøm i den næstsidste kvalifikationsrunde, men klubben fortsætter dog med at spille europæisk.
Aarhusianerne får nu en plads i Fiba Europe Cup, hvor de i sidste sæson fejrede store triumfer og nåede helt til semifinalen.
Her venter et gruppespil, hvor Bakken Bears kommer til at se en del til Østeuropa.
Det ligger allerede fast, at Steaua Bucaresti fra Rumænien og Z-Mobile Prishtina fra Kosovo er kommende modstandere. Gruppens sidste hold bliver enten Cherkaski Mavpyfra Ukraine eller Keravnos fra Cypern.
Første kamp bliver efter planen på hjemmebane mod Steaua Bucaresti 17. oktober, men der er endnu forbehold for ændringer i kampprogrammet.
De to bedste avancerer fra gruppen og rykker videre til det næste gruppespil, der afvikles fra december til februar.
/ritzau/