Uskyldige afghanere står oftere og oftere i skudlinjen, når de internationale styrker i Afghanistan bliver angrebet af Taleban.
Det kostede i mandags en pige livet, da hun blev ramt af skud fra danske soldater under en ildkamp i Gereshk i Helmandprovinsen.
Og de civile tab er ofte konsekvensen af en iskold Taleban-strategi, forklarer Afghanistan-ekspert i Forsvaretakademiet, Peter Dahl Thruelsen.
"Der er ingen tvivl om, at Taleban er blevet klogere og klogere de seneste år på, hvordan de skal bekæmpe os. Og der har vi set en tendens til, at de trækker deres kampe og dermed også os ind i befolkede områder, fordi de godt ved, at vi er sårbare over for den her type situationer, hvor civile kvinder og børn bliver dræbt," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Talebans strategi stiller de danske soldater i Helmand over for et knivskarpt valg - skal de skyde eller ikke skyde.
"Det er et stort dilemma, som viser, at soldaterne hele tiden er nødt til at vurdere, om de skal tage kampen. Og i det her tilfælde har de højest sandsynlig været nødt til at gøre det sidste," siger Peter Dahl Truelsen.
Hver gang civilbefolkningen bliver ramt står de danske soldater med en stor forklaringsopgave i forhold til de lokale afghanere, som det er afgørende at have et godt forhold til.
"Det afgørende er efterfølgende at vise over for lokalbefolkningen, at det her var en episode, som Taleban havde pådraget de civile i området, så det ikke ender med at bliver noget, som bliver vendt mod de internationale styrker og dermed også opbakningen til os og den afghanske regering," siger Afghanistan-eksperten.
Når de danske soldater rammer civile, så begynder en kamp mod uret for at få overbevist lokalbefolkningen om, at Taleban var skyld i uheldet.
"Det, vi ofte ser i den slags episoder, er, at vores modstander er hurtigere til at kommunikere ud, at det var vores skyld. Det er det, man skal prøve at undgå ved at være åbne og forklare over for ældrerådet, at det var Taleban, der havde pådraget situationen over for civilbefolkningen."