Hårde kampe mod oprørsgruppen De Tamilske Tigre får Sri Lankas regering til at anmode civile om at forlade et område i landets nordøstlige del.
En officiel meddelelse fortæller, at kampen mod oprørerne er i sin afgørende fase, og at man ikke kan garantere sikkerheden for de civile i området, skriver BBC.
Det er uklart, hvordan folk skal komme væk. De Tamilske Tigre har benægtet, at man med overlæg forhindrer folk i at søge andre steder hen.
Sri Lankas militær beretter, at der er oprettet en sikkerhedszone for civile mellem byerne Paranthan og Mullaitivu.
Imidlertid melder flere korrespondenter, at den såkaldt sikre zone ligger i et område, som er under oprørernes kontrol.
Journalister har ikke adgang til frontlinjerne, og det har således ikke været muligt at bekræfte oplysninger fra militæret om, at to oprørsledere er alvorligt såret.
I Danmark har Røde Kors-generalsekretær Anders Ladekarl udtrykt stor bekymring for de civiles situation.