Tiggere skæmmer bybilledet, mener direktør for Århus City Forening Claus Bech, og han ønsker at politiet får større mulighed for at gribe ind over for den ulovlige handling.
»Folk skal ikke se på sådan noget. Politiet gør en stor indsats, men de har ikke værktøjerne,« siger Claus Bech.
Som loven er i dag, skal politiet først give tiggerne en skriftlig advarsel,og hvis tiggerne er udlændinge skal politiet tilkalde en tolk. Næste skridt er at stille personen for en dommer, og sigte vedkommende med en strafferamme på seks måneders fængsel.
Claus Bech så hellere, at loven om tiggeri hørte ind under den almindelige ordenbestemmelse, så lovbryderne kan få en bøde på stedet. Den mere omfattende procedure i dag betyder ifølge ham, at politiet ikke altid skrider ind over for tiggeri.
»Politiet går rundt om den varme grød. Det indrømmer de selv. Jeg er sikker på, at de ønsker sig de her værktøjer, det har jeg hørt dem sige klart og tydeligt,« siger Claus Bech, der har holdt et møde med politiet om problemet.
Politiet afventer
Hos politiet erkender afsnitsleder i lokalpolitiet, Vagn Matinussen, at arbejdet med at fjerne tiggerne fra gaden er besværligt, men han maner til ro.
»Det kan være kompliceret. Men vi bliver nødt til at bruge de regler, vi har, og så længe problemet ikke er større, vil vi ikke arbejde for lovændringer,« siger han.
Den besked kan Claus Bech dog ikke bruge til meget.
»Det er et spørgsmål om at forebygge tingene fremadrettet,« siger han.
Ifølge Claus Bech er problemet blevet større siden Schengen-traktaten åbnede EU s grænser, fordi mange østeuropæere nu udnytter den fri passage til at tigge i Danmark. Og problemet risikerer ifølge Claus Bech at eskalere.
»Vi skal have sat en stopper for det, fordi det kan føre anden kriminalitet med sig. De flytter sig fra by til by, og når de kommer til en by, hvor de finder ud af, at politiet ikke er opmærksomme, så bliver de der,« siger Claus Bech.
Han mener ikke, at der er tale om en hetz mod en udsat gruppe.
»Det handler om at få lukket et smuthul i lovgivningen. Det er organiseret betleri,« siger direktøren.