Den britiske cirkusdværg Dan Blackner oplevede mandag, hvad der ifølge ham selv er et af de mest pinlige øjeblikke i sit 42-årige liv.
- Da jeg blev kørt ind i et tætpakket venteværelse med en støvsuger limet fast til min tissemand, ønskede jeg bare at synke i jorden, siger Dan Blackner til den engelske avis the Sun.
Ulykken skete i forbindelse med, at Dan Blackner forud for en forestilling i Edinburgh øvede et nummer, hvor han går rundt i manegen med en støvsugerslange på sin penis. Desværre var der en lille sprække i slangen, som gjorde det umuligt for ham, at skabe det nødvendige vakum. Og hvad gør man så? Jo man tager selvfølgelig en klat superlim og tætner slangen.
På tuben stod der godt nok, at limen skulle tørre i mindst 20 minutter, men helt så meget tålmodighed havde Dan Blackner ikke. Så efter 20 sekunder stak han tissemanden ind i slangen igen. Og nu sad den fast. Faktisk urokkeligt fast.
- Den sad fast. Det gjorde ondt, og jeg var bange for, at hele udstyret ville blive revet af, hvis jeg trak for hårdt. Bare tanken om, hvad der kunne ske, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, fortæller Dan Blackner.
På skadestuen kom en sygeplejerske ham dog hurtigt til hjælp, selvom hun, ifølge Blackner, var ved at knække sammen af grin.
Ved at knække sammen af grin var de øvrige patienter i venteværelset ikke. Flere af dem skraldgrinede over synet af den kendte dværg med bukserne nede om knæene og en støvsugerslange dinglende fra klokkeværket.
Efter en lille time var Blackner befriet for støvsugerslangen.
Om publikum fortsat kan nyde godt af Dan Blackners særlige støvsugernummer eller om han - for en tid i hvert fald - kaster sig over andre artisterier, vides ikke.