Mandag oplyste Transavia, at deres fly snart letter fra Danmark for sidste gang.
Den tilbagetrækning har Cimber Sterling ikke været sen til at reagere på. Det danske flyselskab oplyser, at både deres vinter- og sommerprogram optimeres med flere frekvenser.
"Det er klart, at Transavias exit skaber et potentiale for mange flere kunder - og dem er vi nu klar til at tage imod. Vi har været i arbejdstøjet hele natten - og de fleste af ruterne ligger nu til salg," siger Cimber Sterlings kommercielle direktør i en pressemeddelelse.
Det bliver dog ikke uden konkurrence, at det danske flyselskab opgraderer der, hvor konkurrencen fra Transavia nu er forsvundet. Også Norwegian Air vil erobre større andele af det danske luftfartsmarked ved at opjustere på de ruter, hvor der tidligere var konkurrence fra hollandske Transavia. Det fortæller Norwegians markedschef Johan Bisgaard Larsen til epn.dk.
Cimber Sterling oplyser desuden, at de også barsler med at forbinde nye destinationer med de danske lufthavne. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilket nye destinationer, der er tale om.