Den første november er der meget færre kolleger at sige godmorgen til for de ansatte i flyselskabet Cimber-Sterling.
Med udgangen af oktober skæres en del af flyflåden væk og det koster 200 ud af 890 medarbejdere jobbet.
De mange fyringer var uundgåelige for at få virksomheden til at køre rundt og sikre jobbet for flertallet, mener CEO Jan Palmer fast.
"Vi tjener ikke penge og kan ikke lave overskud, så vi skærer vores Boing 737 fly væk, da ikke tjener nok penge. Derfor må vi nu skære den del af forretningen og dermed også en del af medarbejderne," siger Jan Palmer til Newspaq.
Seneste regnskabstal fra Cimber-Sterling viste et underskud på 100 millioner kroner. Nu vil flyselskabet satse mere på indenrigstrafik i Skandinavien.
Den fjerdedel af personalet, der nu skæres væk bliver ansatte over en bred kam og ikke kun specifikke faggrupper.
"Vi må sige farvel til alt det personale, der knytter sig til Boing-flyene. Det er piloter, kabinepersonale og andre," fortæller Jan Palmer.
Han erkender, at det er en hård dag for de ansatte i Cimber-Sterling, men der er ingen vej udenom.
"Det er naturligvis ikke rart at skulle sige farvel til så mange medarbejdere, men vi kunne simpelthen ikke få forretningen til at løbe rundt, hvis ikke vi tog dette skridt," siger Jan Palmer.
Cimber-Sterling har nu indledt forhandlinger med de faglige organisationer i forbindelse med fyringerne.