I tiden umiddelbart efter terrorangrebet på World Trade Center i New York, blev der bag kulisserne i efterretningstjenesten CIA arbejdet hårdt på løsninger, der kunne komme bagmændene til livs.
Men CIA og ledende top folk i regeringen - heriblandt formentlig vicepræsident Dick Cheney - fortalte ikke det amerikanske Senat, hvor langt planerne gik.
CIA arbejdede nemlig på et tophemmeligt antiterrorprogram, der gik ud på, at terrorister skulle fanges og likvideres. Planer der dog blev stoppet af den nye CIA-boss Leon Panetta.
Alligevel nægter efterretningstjenesten at udtale sig om afsløringen.
"Vi vil ikke kommentere på indholdet i vores indsats," lyder det kort fra en CIA-pressetalsmand ifølge AFP.
Unavngivne kilder har hjulpet aviser som New York Times og Washington Post til afsløringen af de hemmelige planer.
"Planerne var fuldstændig, som man ser det på film. 'Lad os bare dræbe dem alle', var faktisk essensen," fortæller en anonym kilde.
Kilden tilføjer dog, at han ikke tror, at hverken Cheney eller Bush kendte til CIA's brutale planer.