Forhørsledere fra CIA forsøgte at skræmme en al-Qaeda-leder med en pistol og en elektrisk boremaskine.
Det kan læses i en tidligere hemmeligstemplet rapport fra efterretningstjenesten, der offentliggøres i næste uge.
En af de embedsmænd, der har læst rapporten fortæller til magasinet Newsweek, at al-Qaeda-lederen Abd al-Rahim al-Nashiri blev udsat for brutale forhørsmetoder.
Al-Nashiri blev anholdt i 2002 og tilbragte fire år i et af CIA's hemmelige fængsler. Her var han en af tre al-Qaeda-ledere, der blev udsat for vandtortur, hvor der simuleres drukning.
En forhørsleder trak desuden en pistol for at al-Nashiri skulle tro, han ville blive skudt. Og i en anden situation blev en boremaskine holdt tæt på hans krop og blev skiftevis tændt og slukket.
Ifølge rapporten blev en anden terrormistænkt vidne til en falsk henrettelse i et rum, hvilket skulle få hans mund på gled.
CIA har endnu afvist at kommentere rapporten.
Al-Nashiri er en af de tilbageværende fanger i Guantanamo-fængslet på Cuba. Han anklages for at være hovedarkitekten bag bomben i 1999 mod det amerikanske krigsskib USS Cole, hvor 17 sømænd blev dræbt.
Inden sin anholdelse stod al-Nashiri angiveligt i spidsen for al-Qaedas aktiviteter i Den Persiske Bugt.