CIA erkender nu, at de ikke gjorde det godt nok, da de blev advaret om en dobbeltagent, der senere dræbte syv på en militærbase i Afghanistan.
En jordansk efterretningsagent havde gjort sine amerikanske kollegaer i CIA opmærksomme på, at Humam Khalil Abu-Mulal al-Balawi muligvis var tilknyttet al-Qaeda og udgjorde en fare, og at amerikanerne ville blive lokket i en fælde.
Manden havde tidligere været fængslet af den jordanske efterretningstjeneste, som dog løslod ham, da de forventede, at han nu var på deres side - en oplysning, som de senere blev mindre sikre på.
Derfor kontaktede de CIA, der nu indrømmer, at de ikke tog oplysningerne alvorligt nok.
"Ud fra den undersøgelse vi har lavet, står det klart, at vores bureau kunne have gjort det bedre," indrømmer direktør Leon E. Panetta i rapporten.
Den 36-årige Al-Balawi dræbte sidste år syv mennesker plus sig selv på en militærbase i Khost i Afghanistan, da han kort efter at være gået ud af bilen - og inden det planlagte sikkerhedstjek - detonerede en bombe, der dræbte CIA-agenter, en afghansk chauffør og en jordansk efterretningsagent.
CIA vil nu ændre en del af deres retningslinjer for at undgå en lignende episode.
Ingen af CIA's ansatte vil blive draget til ansvar for fejlen. Det skyldes, at der stadig er en del tvivl om forløbet, fordi en del af de involverede CIA-agenter er døde som følge af angrebet.