Chokerede dyrepassere får krisehjælp

- Vi er ikke et fængsel, siger direktør i Københavns Zoo efter drab på ung udlænding.
Psykologer hjælper her til formiddag de ansatte i Københavns Zoo med at bearbejde oplevelsen, da de fandt en død mand dræbt af tigrene.
Psykologer hjælper her til formiddag de ansatte i Københavns Zoo med at bearbejde oplevelsen, da de fandt en død mand dræbt af tigrene. Foto: Kenneth Meyer / POLFOTO

- Det har været en barsk oplevelse.

Det konstaterer administrerende direktør i Københavns Zoo, Steffen Stræde, onsdag formiddag efter den tragiske sag med tigrenes drab på en ung mand.

Han fortæller, at medarbejderne er chokerede. Og at de modtager krisehjælp i Zoos kantine, hvor psykologer er mødt frem.

Direktøren kender ikke i detaljer til, hvordan den unge udlænding kom ind til tigrene.

Ifølge politiet enten hoppede eller kravlede han ind over en vandgrav for at få frem til de farlige rovdyr.

- Hvis man virkelig vil ind, så kan man også komme det, siger direktør Steffen Stræde.

- Vi er ikke et fængsel, tilføjer han.

Direktøren oplyser desuden, at medarbejderne i den svære situation fulgte procedurerne.

Politiet har fortalt, hvordan de fik gennet tigrene ind i et bur, så de kunne komme frem til den dræbte unge mand.

Han var blevet bidt i halsen, i låret og i lysken, har Københavns Politi oplyst.

Her arbejder man med en teori om, at den unge udlænding begik selvmord.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.