Senest 17. juni skal der være valg til Folketinget, og efter den dato skal justitsminister Søren Pape Poulsen (K), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) måske ud og se sig om efter nye job.
Det viser en prognose, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet på baggrund af næsten 11.000 gallupinterviews hvert kvartal har udarbejdet for Altinget.
Ifølge professoren er alle tre ministre i farezonen for slet ikke at opnå genvalg til Christiansborg.
Søren Pape Poulsens mandat er på vippen i Vestjyllands Storkreds, viser prognosen, mens hverken Rasmus Jarlov eller Mai Mercado står til at få et mandat henholdsvis i Københavns Omegns Storkreds eller Fyns Storkreds.
Kasper Møller Hansen siger dog til Altinget, at prognosen ikke kan opsamle de stærke personer, og at den opmærksomhed, Søren Pape Poulsen vil få som den konservative leder, er "uovertruffen".
Netop Søren Pape Poulsen vendte ved seneste folketingsvalg en lignende prognose til sejr og sikrede et konservativt tillægsmandat i storkredsen.