Det kunne ikke være mere uheldigt. Netop som Danmark gør klar til et brag af en Eurovision-uge, har den danske kommentator og melodi grand prix-ekspert Ole Tøpholm fået alvorlige problemer med stemmen.
Det fortæller han på Facebook.
- Kære alle. Den seneste uges tid har jeg kæmpet ret meget med mit stemmebånd, der svigter mig. For første gang i mine 14 år i DR har jeg store problemer med det, skriver Ole Tøpholm, der efter planen skal guide seerne igennem den første og anden semifinale i Eurovision tirsdag og torsdag.
- Jeg kæmper alt, hvad jeg kan for at blive klar til igen at være jeres kommentator ved årets melodi grand prix på DR1 fra på tirsdag, lover han.
Kommentatoren gør derfor alt, hvad han kan for at spare stemmen.
- Jeg har taleforbud, holder mig fra Eurovision-prøverne, ingen fester, og jeg har aflyst alle interviews den seneste uge, skriver Ole Tøpholm, der også får professionel hjælp.
- Der er læger og eksperter på mig, og vi gør hvad vi kan for at få rettet op på det. Men hvor er jeg ked af det lige nu, skriver han.
Den første semifinale i Eurovision kan ses på DR1 tirsdag aften klokken 21.00.
Newspaq