Han jagtede og jagtede, og til sidst lykkedes det for FC Barcelonas absolutte stjerne Lionel Messi at sætte ny Champions League rekord.
Men trods en lidt svingende kamp, så kunne Messi juble sammen med FC Barcelona over sejren ude over Bayer Leverkusen.
Den lille argentiner kunne tangere eller slå rekorden for flest Champions League scoringer i en sæson. Messi har scoret 12 mål og jagter Ruud Van Nielstelrooy, der i sæsonen 2002/2003 scorede 12 mål for Manchester United.
Men det blev Messis chilenske holdkammerat Alexis Sanchez, der i første omgang tog rampelyset og sikrede spanierne et vigtigt udgangspunkt i første kamp i ottendedelsfinalen.
Gæsterne var ellers ikke helt oppe i samme gear som tidligere set. Spillet flød ikke lige så hurtigt, som man har set mange gange fra spanierne.
Alligevel havde FC Barcelona lige det ekstra, der skal til - og det var Alexis Sanchez.
Fire minutter før pausen placerede han sig klogt, tog løbet og satte let bolden i nettet bag en chanceløs Leverkusen-keeper.
Efter pausen forsøgte Messi sig igen, men det blev ikke til den helt åbne chance.
Til gengæld blev det det tyske hjemmehold, der kunne juble, da Michal Kadlec efter 52 minutter udlignede gæsternes føring.
Det skete i en situation, hvor FC Barcelonas forsvar så meget usikkert ud.
Men Leverkusens drøm om at stække verdensstjernerne fra Spanien led et knæk, da Sanchez igen viste angriberklasse af topkvalitet. Igen dukke chileneren op og scorede fladt og nemt til 1-2. Blot tre minutter efter tyskerne jublede.
Leverkusen kom tæt på 2-2, men Victor Valdes klarede skuddet. Det blev dog clearet dårligt og bolden lå løs i feltet, men ingen tysker dukkede op.
Messi kom tæt på med 20 minutter igen, men vinklen blev for skarp. Men den lille spirrevip måtte vente helt til to minutter før tid, før han kunne sætte ny rekord. Han satte let foden på bolden kort fra målet - og bingo, 13 mål og ny rekord i Champions League. Og 1-3 til gæsterne.
I aftenens anden kamp vandt franske Lyon knebent med 1-0 hjemme over cypriotiske Apoel Nicosia.