Det er kun få måneder siden Cheryl Cole fik nok af gemalens utroskab og smækkede døren i for den engelske fodboldspiller Ashley Cole.
Men allerede nu har den smukke sangerinde åbnet døren for en ny mand, skriver femalefirst.
Hun har nemlig spurgt sin gode ven, den amerikanske danser Derek Hough, om han ikke vil bo hos hende, mens han jagter lejlighed i London, og hun kommer sig over sin malariainfektion.
Sangsildens invitation har kun sat endnu mere gang i spekulationerne om et romantisk forhold mellem de to.
Spekulationer der for alvor tog fart, da Cheryl Cole for få uger siden blev hårdt ramt af malaria, efter tre ugers ferie i Tanzania med netop den lækre danser.
Døden nær blev hun hasteindlagt på et hospital i London, og gennem det hele har Derek Hough holdt den afkræftede Cheryl i hånden og knap nok forladt hendes sygeleje.
Simon Cowell har ellers lige beordret sin X Faktor-dommer til at forblive single, så hun kan koncentrere sig om at blive rask.
"Han mener, at Derek er en distraktion, hun simpelthen ikke har brug for," siger en kilde til femalefirst.com.