Rygterne har længe svirret om et skifte for den tidligere danske landsholdsspiller Frank Arnesen væk fra Chelsea FC.
Men rygtesmedene kan godt pakke kuglepennene sammen, for Frank Arnesen er netop blevet forfremmet til sportsdirektør i klubben med de mange russiske millioner i baghånden.
Indtil nu har Arnesen været talentchef hos 'The Blues', og den stilling beholder Arnesen selvom han rykker op i rækkerne.
"Arnesen vil fortsætte med at tage hånd om vores reserver og fodboldakademiet, men han vil også få ansvar over for førsteholdet. Han skal også samarbejde med vores førsteholdstræner," lyder det i en erklæring fra klubben.
Fra den nye sæson bliver Chelsea-holdet ledet af den forhenværende AC Milan træner Carlo Ancelotti.
Han skal forsøge som den første Chelsea-træner ud over portugiseren Jose Mourinho at hente et engelsk mesterskab til Stamford Bridge. Champions League-titlen - som Chelsea stadig aldrig har vundet - er dog også et erklæret mål i klubben.