Hvis du har for meget på sidebenene, kan du risikere at få problemer på arbejdsmarkedet.
Næsten halvdelen af de danske ledere siger nemlig, at de vil undlade at ansætte svært overvægtige ansøgere. Det skriver Jyllandsposten på baggrund af en undersøgelse fra Lederne.
"Det er overraskende og chokerende, at op mod 50 pct. har de holdninger," siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK/Privat.
Ifølge undersøgelsen vil hver sjette leder ikke ansætte svært overvægtige personer, mens 33 pct. siger, at de i nogen grad vil undgå at tilbyde et job til en markant overvægtig.
"Når man skal ansætte mennesker, går man som regel ud fra, at man har en opgave, der skal laves, og hvis den kan laves af en rødhåret, en kraftig eller en tynd, så går man ud fra at mennesker ikke kaldes til samtale efter, hvordan de ser ud," siger Svend Erik Hermansen til Newspaq.
Hos Lederne selv opfordrer arbejdsmiljøchef Lars Andersen sine medlemmer til at ansætte den dygtigste kandidat.
"Man skal passe på ikke at lade sig forblinde af skønhedsidealer, men ansætte de fagligt bedst kvalificerede," siger han til Jyllands-Posten.
Hos Dansk Industri (DI) tvivler man på, at lederne faktisk gør som de siger.
"Vi kender ikke til sager om, at overvægtige er blevet afvist," siger Sanne Claudius Stadil, underdirektør i DI, til Jyllands-Posten.
Ifølge undersøgelsen har én pct. af lederne afskediget en medarbejder på grund af overvægt, mens syv pct. har bedt en medarbejder om at tabe sig.
Kilde: Jyllands-Posten