Der er brug for en voldspolitik på arbejdspladserne, mener en række virksomheder og fagforeninger.
Det skal gøre det mere klart, at chefen blandt andet har et ansvar for at hjælpe, hvis en medarbejder får bank hjemme.
"Alt tyder på, at når man først har fokus på problemet gennem opmærksomhed, snak og debat, bliver kvinderne modige nok til at sige fra eller søge hjælp," siger Susanne Fast Jensen, ledelseskonsulent i 3F til metroXpress.
"Derfor er vores mål, at alle arbejdspladser får en voldspolitik, og at det bliver lige så normalt som at have en alkoholpolitik," siger hun til avisen.
Også HK har fokus på problemet og har blandt andet lavet en undersøgelse, der viser, at hver fjerde voldsramte kvinde fyres fra sit job.
Cheferne vil gerne hjælpe voldsramte på arbejdspladsen. Flere virksomheder har allerede en voldspolitik, og flere er på vej, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening.
"Vores muligheder ligger i, at vi kan sætte fokus på problemet og komme med anbefalinger om, hvordan man kan håndtere det. Og hvis fagbevægelsen ønsker det, er det selvfølgelig noget, vi vil drøfte," siger Sven-Peter Nygaard, sekretær i samarbejdsnævnet i DA.
Der er i dag cirka 70.000 tilfælde af vold mod kvinder i Danmark. Volden foregår i hjemmet, på arbejdspladsen, på gaden og andre steder. 28.000 kvinder i Danmark bliver jævnligt udsat for vold i hjemmet.
I dag er det FN's internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder.